Sangens Hus bliver til
Idéen til Sangens Hus opstod på en visionsdag på Den Jyske Sangskole i 2012. Overskriften var ”Hvor er vi i 2015?”, og tavlen i mødelokalet blev hurtigt fyldt med idéer. Mange af dem handlede om samarbejde, netværk og videndeling.
På møder og konferencer rundt om i landet havde man nemlig set, hvordan der på få timer skete noget særligt, når vidt forskellige aktører med interesse for sang pludselig sad ved samme bord og udvekslede erfaringer.
Derfor meldte en åbenlys idé sig: Der er brug for meget mere samarbejde og en organisation, som er sat i verden med netop det formål. Da dagen var gået, stod to ord midt på tavlen: SANGENS HUS.
Idéen og initiativet udsprang altså fra Den Jyske Sangskole, og den 17. marts 2014 åbnede Sangens Hus officielt.
Siden 1. januar 2020 har Sangens Hus været en selvstændig, selvejende institution med egen bestyrelse og ledelse. Du kan læse mere om, hvordan Sangens Hus er organiseret HER.
Sangens Hus har sit administrative hovedsæde i Herning, men arbejder i hele landet, drevet at ønsket om at fremme sangen i al sin mangfoldighed.
Sangens Hus finansieres både af fonde gennem vores mange projekter og af staten gennem bevillinger på finanslove og musikhandlingsplan. Du kan læse mere om, hvordan Sangens Hus er finansieret HER.