Sangen er sikret: Sangens Hus på finansloven betyder mere sang til børn, unge, ældre og udsatte
I regeringens finanslovsudspil står Sangens Hus til at få bevilget 5,1 mio. årligt i 2023 og 2024. Det betyder i praksis, at flere børn, unge, ældre og udsatte vil få muligheden for at mærke sangens gode egenskaber på egen krop. Sang kan nemlig noget både som middel og som mål.
Sang er noget, man kan dygtiggøre sig i, og som kan give store kunstneriske oplevelser. Men meget peger på, at det at synge – især sammen med andre – også kan have mange positive afledte effekter: Det kan øge trivslen og livsglæden, styrke fællesskabsfølelsen og skabe tryghed, forbedre sprogindlæring, sænke stress-niveauet i kroppen og øge lungekapaciteten.
Missionen i Sangens Hus er ”at fremme sangen i Danmark” – fordi sang kan noget både som middel og som mål.
I Sangens Hus er vi derfor helt enige, når kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, siger, ”at der er en god grund til at tale kunsten og kulturen op og have et skærpet blik for, at den kan forandre vores verden, også når det gælder mental trivsel. Men selvfølgelig skal det ske på en klog og velunderbygget måde.” (Altinget, 17. marts 2023)
Forskningsfeltet på området er stadig nyt, men mere og mere tyder på, at der kan være en positiv sammenhæng mellem kunst, kultur og sundhed – særligt når det kommer til den udøvende slags såsom sang.
”Derfor er vi utroligt glade for det her finanslovsudspil. Det er nemlig helt afgørende for Sangens Hus som national kulturinstitution at være på finansloven. Det gør, at vi kan fortsætte arbejdet med at udbrede sang til hele landet i samarbejde med de lokale sangkraftcentre og de mange sangaktører: kor, musikskoler, kulturskoler, kirker m.fl.
Sang er godt ’i sig selv’, men sang kan også bidrage til at skabe nye fællesskaber og fremme sundhed og trivsel. Adresseringen af de store samfundsudfordringer er et tema, som vi i de kommende år vil arbejde mere med i Sangens Hus. Samtidig fortsætter vi indsatsen med at udvikle samarbejde på tværs af de forskellige sangmiljøer til fordel for både bredde og elite. Alle har en stemme. Og alle skal have mulighed for at bruge sin stemme.” siger tidligere kulturminister og nu konsulent for Sangens Hus, Elsebeth Gerner Nielsen.
”En indsats som vores kræver national opbakning. Derfor skal der også lyde en stor tak til kulturministeren og regeringen for at se værdien af sang og skrive den ind i regeringsgrundlaget. Ligeledes stor tak til kulturordførerne for opbakning til at sætte Sangens Hus på finansloven – igen. Og ikke mindst tak til de 26 kommuner, som i efteråret skrev til regeringen og gjorde opmærksom på vigtigheden af, at Sangens Hus og sangkraftcentrene fortsat var på finansloven. Nu fortsætter vi sammen arbejdet med at skabe de bedst tænkelige rammer for sang og sangglæde.” siger Elsebeth Gerner Nielsen.
Fakta
- Sangens Hus har eksisteret siden 2014 og er et nationalt samarbejdsforum for sang.
- Sammen med lokale sangkraftcentre arbejder Sangens Hus for at fremme sangen i Danmark.
- Det sker bl.a. gennem projekter som
- ”Sangglad” og ”Sangglad Mini” for de 0-6-årige og deres professionelle voksne.
- ”LYD PÅ” for borgere i socialpsykiatrien.
- ”Sang, bevægelse og læring” for lærere og pædagoger, som varetager musikundervisningen i folkeskolen.
- ”Sangkraft ’25” som skal udbrede bæredygtige sangkraftcentre i hele landet.
- Med en ny bevilling på statens finanslov på 5,1 millioner om året i 2023 og 2024 kan Sangens Hus og sangkraftcentrene fortsætte arbejdet med at styrke og udbrede sangen til fordel for både bredde og elite i hele landet.
- Se faktaark om finanslovsforslag 2023 HER
- Læs mere om Sangens Hus på sangenshus.dk
Kontakt
Elsebeth Gerner Nielsen, konsulent, Sangens Hus: 20 12 11 01 / elsebeth@gernernielsen.dk