Regeringen styrker morgensang i skolen med ny pulje – Sangens Hus bakker op
Tilbage til oversigten

Regeringen styrker morgensang i skolen med ny pulje – Sangens Hus bakker op

Sangens Hus glæder sig over det store morgensangsinitiativ, som Kulturministeriet har offentliggjort den 12. august. Sangens Hus, som har stor erfaring med at styrke sang i skolen, ser frem til at bidrage til at få endnu mere morgensang på skoleskemaet.

Kulturministeren har den 12. august meldt ud, at han med et flot morgensangsinitiativ og en stor pulje til skolerne lægger sporene for mere morgensang i skolen. Puljen kan bl.a. søges til indkøb af instrumenter, sangbøger og opkvalificering af medarbejdere.

I Sangens Hus er der glæde og ros til regeringens initiativ, som kommer til at gøre en stor forskel for skolernes muligheder for at sætte sangen på skoleskemaet. Strategisk direktør Elsebeth Gerner Nielsen udtaler:

”Forskning viser, at sang kan være en vej til bedre trivsel og stærke fællesskaber. Og det har folkeskolen alle dage haft behov for – nu måske mere end tidligere. Derfor er vi i Sangens Hus rigtig glade for, at Kulturministeriet prioriterer området, og vi ser frem til at bidrage med morgensangsforløb, som skolerne kan byde ind på.”

Sangens Hus har stor erfaring med at styrke sang i skolen

Sangens Hus har arbejdet med opkvalificering på skoleområdet siden 2016, blandt andet i projektet ”Sang, bevægelse og læring”. Her har lærere og pædagoger fra 179 skoler fået styrket deres sangfaglige kompetencer, så de med udgangspunkt i krop og stemme kan lede sang og fællessang – herunder naturligvis morgensang.

”Vi ved fra vores arbejde, at rigtig mange skoler gerne vil prioritere sangen, men bl.a. mangler medarbejdere, der kan løfte opgaven. Derfor er det en kærkommen pulje, som kulturministeriet nu åbner for. Det vil både være til gavn for elever, lærere og pædagoger, samtidig med at det vil styrke en bredere sangkultur i vores folkeskoler,” siger strategisk direktør i Sangens Hus, Elsebeth Gerner Nielsen.

Nye kurser: ”Godt i gang med morgensang”

I forbindelse med regeringens nye initiativ arbejder Sangens Hus på at udbyde fem regionale kurser – ”Godt i gang med morgensang” – i samarbejde med Dansk Sang og Musiklærerforeningen. Målgruppen er lærere og pædagoger, som har lyst til at lære, hvordan man får morgensang til at fungere. Kulturministeriets nye pulje vil bl.a. kunne bruges til at søge midler til denne type forløb, hvor deltagerne bliver klædt på til at få succes med morgensang.

Skoleområdet er centralt for Sangens Hus, som også i Musikhandlingsplanen har fået til opgave at arbejde med morgensang. Derfor arbejder Sangens Hus også på at udvikle endnu et nyt projekt til skoleområdet, som skal hjælpe sangen ind i undervisningen i alle skolens fag. Samtidig skal sangen væves ind som en del af skolens overordnede kultur gennem nogle tværgående morgensangsteams. Pressemeddelelse 12. august 2024

Fakta

Kontakt


Tilbage til oversigten