Sang over land
Tilbage til oversigten

Sang over land

National kor- og fællessangsbegivenhed markerer reformationsjubilæum

Lørdag den 28. oktober giver lokale kor koncerter og lægger op til fællessang over hele landet. Det er både voksenkor og enkelte børnekor som optræder, og det foregår i kirker, i byrummet, i butikker og på caféer. Anledningen er markeringen af 500-året for reformationen.

”Med Sang over land ønsker korlivet i Danmark at få en masse danskere til at synge sammen og sætte fokus på den store betydning, reformationen har haft for den Danske fællessangtradition,” siger projektleder Katrine Høgenhaug Bæk, og fortsætter med en opfordring: ”Oplev korene, eller deltag med dit eget kor. Du kan stadig tilmelde dig via sangenshus.dk”

Fra Nørrebro til Vestjylland
Nogle kor- og fællessangsevents er knyttet til lokale kirker, andre finder sted i byrummet. På Lolland samles korlivet i Nakskov, og her fylder kor og sangforeninger byens butikker og caféer med koncerter og fællessang. De slutter af med en fællessangkoncert for alle i Sankt Nikolai Kirke.

Der vil være koncerter og fællessang fra indre Nørrebro til landsbyer i Vestjylland. Tjek de lokale programmer for Øster Lindet, Skærbæk, Sønderborg, Nordborg, Skørping, Rødding, Odsherred, Bording, Valby, Toftlund, Nørrebro og Nakskov.

Sang og reformation
”Det er fantastisk, at vi på samme tid mange steder rundt om i landet kan samle folk til fællessang og til markering af en 500 år lang tradition for sang,” siger Katrine Høgenhaug Bæk.

Reformationen var først og fremmest en kirkelig begivenhed, men den har haft stor betydning for samfundsudvikling, kultur og sangtradition, og i Danmark gælder det i særdeleshed fællessangtraditionen.

I stedet for præstens messen på latin, begyndte medlemmerne af menigheden efter reformationen at synge sammen – og på deres modersmål. På den måde blev fællessangen et meget håndgribeligt udtryk for reformationen, og derfor er reformationsjubilæet også en fejring af sangen og fællessangen, som vi kender den i dag.

Salmer med nye klange
Sangens Hus har udvalgt fem salmer fra hvert af de fem århundreder og bedt nogle af landets ypperste arrangører om at lave nye korarrangementer af salmerne. De nye korarrangementer giver salmerne nye klange, og det giver et nyt blik og nyt liv til de gamle melodier.

Arrangørerne er Phillip Faber, Niels Nørgaard, Carsten Seyer-Hansen og Finn Evald. Salmerne er Nu fryde sig hver kristen mand, Sorrig og glæde de vandre til hobe, Op, al den ting, som Gud har gjort, Påskeblomst! hvad vil du her og Nu går solen sin vej.

Noder til arrangementerne af de fem salmer kan frit hentes på VIDENCENTER FOR SANG, og hver salme er arrangeret i flere forskellige sværhedsgrader.

”Sang skaber identitet, fællesskab og samhørighed. Og når vi så oveni købet kan synge sange, som går så langt tilbage i historien, i et nutidigt udtryk, så hjælper det os til at holde fast i vores rødder og giver os indsigt i, hvad vi er rundet af,” siger Katrine Høgenhaug Bæk.

Ved de forskellige kor- og fællessangsevents vil de lokale kor synge flere af de nye arrangementer af de fem salmer, de vil synge noget af deres eget repertoire, og de vil lægge op til fællessang.

Hvis dit kor har lyst til at deltage, så kan du stadig nå det. LÆS MERE HER

Bredt samarbejde
Den nationale kor- og fællessangevent Sang over land foregår i ugen op til både den store reformationsdag og til Spil Dansk-ugen. Sang over land er blevet til i et samarbejde mellem Folkekirkens Ungdomskor, Danske Folkekor, Kor 72 og Sangens Hus. Eventen er en del af Reformationsjubilæet 2017.


Tilbage til oversigten