fbpx
Videncenter for Sang er i luften
Tilbage til oversigten

Videncenter for Sang er i luften

Pressemeddelelse, marts 2017

Danmark har fået et Videncenter for Sang

Sangens Hus er nu online med Videncenter for Sang, der indsamler, bearbejder og formidler alt der er at vide om sang. Som en del af lanceringen har Videncenter for Sang udgivet antologien Hjertesproget, der præsenterer en bred vifte af studier i sang.

På portalen videncenterforsang.dk kan alle nysgerrige gå på inspirerende opdagelse i forskningen i sang, få overblik over bøger og artikler om det at arbejde med sang, få svar på sangrelaterede spørgsmål og læse med på sangbloggen. Der er med andre ord tale om digitale hyldemeter efter hyldemeter af sangviden, der er tilgængelig når- og hvor som helst man måtte få lyst til at vide mere.

Det er Sangens Hus, nationalt samarbejdsforum for sang, der står bag Videncenter for Sang. Projektleder i Sangens Hus, Peter Frost, fortæller: ”Sang er for alle. Sang inspirerer til fællesskab og inklusion og skaber energi og glæde – hvad enten man synger for sangens egen skyld, eller bruger sang som redskab i forskellige sammenhænge. Det at synge kan hjælpe på indlæringen – både af nye sprog og anden viden. Vi ved at sang kan hjælpe KOL-patienter og stressramte, blot for at nævne nogle få. Talrige fagmiljøer arbejder med og forsker i sang lige nu. Med åbningen af Videncenter for Sang har vi nu fået en platform til formidling af sang og dens mangefacetterede potentialer.”

Vi har brug for sang

Sangens Hus blev oprettet i 2013 på bevilling fra Kulturministeriet. Lanceringen af Videncenter for Sang opfylder et af Kulturministeriets oprindelige opdrag til Sangens Hus.

Siden oprettelsen har Sangens Hus formidlet og styrket sangens potentialer i Danmark.

Blandt indsatsområderne er en styrkelse af vilkårene for elitesang i Danmark, en samlet indsats for sang blandt børn og unge, herunder det store A.P. Møller Fond-støttede projekt ’Sang, bevægelse og læring’ og inddragelsen af sang som effektivt læringsredskab til brug for nydanskere, der skal tilegne sig det ellers svært tilgængelige danske sprog.

I antologien Hjertesproget – 16 forsknings- og praksisbaserede studier af sangens egenskaber, vilkår og virkning kan man få indblik i en række tværfaglige studier af sang. Antologien byder på artikler om sang i kultur og historie, sangens læringspotentialer og om de mange gavnlige effekter af at synge – mentalt og fysisk. Antologien er redigeret af projektleder i Sangens Hus, Peter Frost, og redaktør v. Videncenter for Sang, Stine Isaksen.

BESØG VIDENCENTER FOR SANG


Tilbage til oversigten