Nyt projekt vil forene ny- og gammeldanskere gennem sang
Tilbage til oversigten

Nyt projekt vil forene ny- og gammeldanskere gennem sang

Pressemeddelelse, juni 2018

Sangens Hus står sammen med TrygFonden, Lærdansk og sangkraftcentre i Syng Danmark bag Sangfællesskaber for alle; et nyt projekt, som vil skabe fællesskaber mellem ny- og gammeldanskere gennem sang. Projektets første del er støttet med godt 2,8 mio. kr. fra TrygFonden og løber fra august 2018 til juni 2021.

For Sangens Hus handler sang i høj grad om fællesskab, og det er også grundstenen i det nye udviklingsprojekt Sangfællesskaber for alle, som Sangens Hus står bag sammen med TrygFonden og Lærdansk. Formålet er at give gammel- og nydanskere et åbent og uforpligtende rum til at mødes med sangen som fællesskab med fokus på det, vi er fælles om.

Projektets første tre sangfællesskaber åbner til januar 2019 i regi af Lærdansks sprogcentre i Herning, Aarhus og Odense. De resterende syv fællesskaber etableres fordelt over hele landet i januar 2020. Sangfællesskaberne vil være åbne for alle uanset køn, alder, etnicitet og musikalsk kunnen.

Sangen styrker indlæringen

”I TrygFonden arbejder vi for, at alle får plads i positive fællesskaber, der kan medvirke til at øge deres trivsel og livskvalitet. Og vi ved, at sang knytter mennesker sammen på tværs af baggrund og etnicitet. At sangfællesskaberne så ovenikøbet kan være med til at give nydanskere bedre danskkundskaber og dermed øge deres muligheder for arbejde og uddannelse, giver kun projektet med sangfællesskaberne endnu mere perspektiv, og det vil vi meget gerne støtte,” siger projektchef i TrygFonden Laura Munch om baggrunden for, at fonden har valgt at støtte projektet.

Sangfællesskaber for alle er støttet med godt 2,8 mio. kr. fra TrygFonden og skydes i gang i august 2018. Projektets første etape løber indtil juni 2021.

Hos Lærdansk har man også bidt mærke i, hvad sangen kan gøre for indlæringen af et nyt sprog. Det forklarer Tove Engedal, som er forstander for Lærdansk Herning:

”På Lærdansk har vi set kursisternes store engagement og glæde ved sang. Vi ser derfor de nye sangfællesskaber på tværs af køn, alder og etnicitet som noget meget positivt, der kan være med til at bane vej til deltagelse i arbejdslivet og samfundslivets øvrige sociale fællesskaber. At sang er med til at styrke sprogindlæringen, ser vi som en god sidegevinst. Vi glæder os meget til at komme i gang,” siger hun.

Frivillige hjælper med at skabe fællesskabet

Projektet vil i høj grad være båret af frivillighed, og for at styrke ildsjælene tilbydes alle projektets frivillige sangledere en gratis uddannelse. Uddannelsen skal gøre dem bedre rustede til at sætte den musikalske ramme for et ligeværdigt kulturelt møde, hvor man synger på alverdens sprog. Ligeledes vil de lokale frivilligkoordinatorer få værktøjer, så de for alvor kan få fællesskabet og den frivillige energi til at blomstre.

Hos Sangens Hus glæder man sig over den store opbakning og til for alvor at komme i gang:
”Vi er enormt glade og stolte over samarbejdet med TrygFonden og Lærdansk. Vi glæder os over at kunne skabe nye positive, sociale sangfællesskaber for alle – foreløbigt 10 forskellige steder i Danmark – med bevillingen til første del af projektet,” siger Mads Bille, der er kunstnerisk leder af Sangens Hus.

Projektets anden del, der forventes at blive gennemført fra 2021-2024, omfatter yderligere 15 sangfællesskaber samt kurser for sangledere og frivilligkoordinatorer, som skal kunne drive sangfællesskaberne videre efter projektets afslutning.

 

For yderligere information:

Mette Thue, projektleder // mette@sangenshus.dk// 2712 2766

 

 


Tilbage til oversigten