Tilbage til oversigten

Korstævne skaber netværk i den nye generation af unge mandssangere

Korstævne for unge mandsangere er en succes for både korsangere og dirigenter. Det er et forum, hvor kulturen omkring drengestemmer i overgang udvikler sig både socialt og fagligt. Det skaber et stærkt netværk på tværs af korene og den nye generation af unge mandssangere.

For drengene er det helt klart det at synge med andre og det sociale i weekenden, der taler for, at korstævnet skal være en begivenhed og et tilbud til drengene igen og igen. Det mener Jonas Rasmussen, der er dirigent og sangkonsulent. Han var med i weekenden for at dirigere.

“Det er hjertevarmende at se en ny generation af unge mandssangere, der arbejder intensivt og dyrker sangen. Drengene finder hinanden lynhurtigt på sådan et korstævne. Og det er så vigtigt, at de har et sted, hvor de oplever, de hører til og har nogen at spejle sig i.”

– Jonas Rasmussen, dirigent

En af deltagerne, Max Zeuten, der synger i Det Danske Drengekors Koncertkor, nikker genkendende til, at der i sådan et forum er et andet fællesskab, end han mærker i andre sammenhænge.

“Vi synes allesammen, det er sjovt at synge – og vi forstår hinanden på en anden måde. Vi tænker mere ens, fordi kor er en holdsport”, siger Max Zeuten.

Netop det at drengene føler et tilhørsforhold og falder nemt i hak med hinanden, må man ikke undervurdere. Det giver dem en bedre forudsætning for at arbejde fokuseret med deres stemmer, så de også tager hjem med nye og finpudsede redskaber til at synge i kor med en stemme i overgang.

Det tekniske arbejde var for Max Zeuten noget af det bedste i weekenden.

Først og fremmest var det teknisk set virkelig lærerigt. Det er sjovt at arbejde med stemmen og mærke, at man bliver bedre på så kort tid. Og så er det jo bare megahyggeligt at synge med andre dygtige sangere.

– Max Zeuthen, deltager

De ældre drenge på korstævnet bliver i løbet af weekenden helt naturligt forbilleder for de yngste deltagere. Det er en god mulighed, at de yngre deltagere har nogle ældre korsangere at se op til. Det holder gejsten oppe, selvom stemmen udfordrer dem.

Korstævnet udvikler samarbejde på tværs

Rundt i landet er der mange dygtige drengekor med mange års erfaring inden for arbejdet med stemmer i overgang. Og når der bliver samlet knap hundred drenge fra hele landet, vidner det også om, at der i forvejen bliver gjort et stort stykke arbejde for unge mandssangere i de lokale kor.

Men ifølge Jonas Rasmussen er det vigtigt, at vi i Danmark bliver bedre til at organisere samarbejdet på tværs af fagligheder.

Der bliver allerede gjort et vildt godt stykke arbejde med drengestemmer i overgang. Men vi skylder lige præcis den her målgruppe at organisere et større netværk, der går ud over samarbejdet mellem korene. Det gør vi, fordi det netop handler så meget om, hvordan de også fungerer socialt. Næste skridt er at opbygge et netværk med fx talepædagoger og folkeskolelærere.

– Jonas Rasmussen, dirigent

Dirigenterne har ligesom drengene fået en masse nye oplevelser og erfaringer med hjem fra korstævnet. Den videndeling og samarbejdet mellem dirigenter er en ligeså vigtigt del af korstævnet for unge mandssangere.


Tilbage til oversigten