Tilbage til oversigten

Hold Hjernen Frisk er godt for samfundet

I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Hvis vi skal holde vores hjerne frisk så længe som muligt, så er fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær særdeles vigtigt.

Projektet Hold Hjernen Frisk fortsætter med nye aktiviteter de kommende år. Foto: Janne Clausen, Varde Bibliotek

Projektet Hold Hjernen Frisk har haft stor succes med nytænkende aktiviteter på biblioteker og i idrætsforeningerne målrettet seniorerne, og med 8,9 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden er projektet nu i gang med at udvide med nye aktiviteter og gøre endnu flere seniorer aktive.

Mere end 10.000 seniorer skal opleve glæden ved de aktive fællesskaber, og Sangens Hus er med til at udvikle det nye spor Dans, Sang og Musik, hvor seniorer får muligheden for at indgå i aktive fællesskaber omkring glæden ved at være sammen om at synge og danse.

”Sang og dans er velkendt og vellidt blandt mange seniorer, og vi vil gerne række ud til seniorer, der ikke tiltrækkes af fysisk aktivitet via motion og sport. I de nye tilbud kan alle være med, uanset om du har svært ved at gå eller har lidt ekstra kilo på kroppen, og du behøver ikke klæde om. Vi tror på, at sådanne aktiviteter kan være en god vej til et fællesskab om at bruge både hjerne og krop,” siger Dan Skjerning, der er medlem af DGI’s hovedbestyrelse og politisk ansvarlig for seniorområdet.

Sang som samfundsansvar

Sangens Hus har erfaring med at tage samfundsansvar gennem sang og har i flere år drevet projekter, hvor sangen skaber en forskel for mennesker. Heidi Kudahl der er udviklingschef i Sangens Hus er glad for at DGI har inviteret Sangens Hus ind i projektet:

”Sang er nøglen til at skabe forandringer på rigtig mange områder, som vi ser i Hold Hjernen Frisk, hvor sangen er med til at invitere flere seniorer ind i fællesskaber der understøtter en aktiv livsstil. Vi tror på, at sang og dans er en genvej til et liv i bevægelse for seniorer, der ikke dyrker motion, og vi er glade for, at sang også her er med til at tage et ansvar, der både kommer den enkelte deltager og hele samfundet til gavn.”

Konsulenter fra Sangens Hus, Dansekapellet og DGI udvikler i samarbejde sporet, der vil være klar til udrulning fra sensommeren 2020. Målet er at nå ud i 60 kommuner, og aktiviteterne i Dans, Sang og Musik vil bl.a. blive tilbudt på biblioteker og i idrætsforeninger og sammen med de 10 sangkraftcentre, der er rundt i landet.

Om projektet

Bag Hold Hjernen Frisk står DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Dansekapellet og Sangens Hus. Målene for de kommende aktiviteter i Hold Hjernen Frisk er, at 10.350 seniorer deltager i aktiviteterne, der skal uddannes 450 instruktører, og der skal være tilbud i over 60 kommuner. Desuden skal yderligere 2.000 seniorer opleve aktiviteter med Hold Hjernen Frisk, når DGI Landsstævne afvikles i Svendborg i 2021.

Hvis du vil vide mere om Hold Hjernen Frisk kan du kontakte:

Projektleder i Sangens Hus, Clement Noe:
clement@sangenshus.dk
22 31 62 02

Projektleder for Hold Hjernen Frisk, DGI, Henrik Jacobsen:
henrik.jacobsen@dgi.dk
23 39 83 98


Tilbage til oversigten