Genforeningen 2020 slår dørene op til smugkig på program
I dag 24. oktober har Genforeningen 2020 slået dørene op til lanceringen af fyrtårnsprojekterne i forbindelsen fejringen af 100-året for genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark. En af dem er Sangen Genforener 2020, som Sangens Hus står bag.
Alle til åbningen af pressemødet havde fornøjelse af at høre Det Sønderjyske Pigekor under ledelse af Mette Rasmussen, der sørgede for en stemningsfuld start på smugkigget til Genforeningen 2020. Og hvad samler os mere end sang?
Alle fyrtårnsprojekterne har i dag løftet sløret for nogle af de aktiviteter, man kan opleve i 2020, når genforeningen fejres. Sangen Genforener sætter fokus på, hvordan sangen havde og stadig har stor betydning for grænseegnene.
”Med Sangen Genforener formidler vi sangens betydning for fællesskab, kultur og identitet før, under og efter genforeningen. Vi er stolte af at sangen er med til at bygge bro og fællesskaber – for når vi synger sammen, hører vi sammen.”
– Helle Ohrt, projektleder i Sangens Hus.
Grundfortælling
Sangen Genforener har i forbindelse med projektet fået udarbejdet en grundfortælling om sangens betydning for den kulturelle identitet i grænselandet før, under og efter genforeningen.
Grundfortællingen er udarbejdet af Elsemarie Dam Jensen fra museum Sønderjylland. Grundfortællingen er tilgængelig på www.videncenterforsang.dk og kan frit benyttes af alle der ønsker mere viden om sangens betydning for genforeningen.
Oplev genforeningen i sangens tegn
Sangen Genforener inviterer med på en historisk rejse gennem sang. Tag for eksempel med de to anerkendte journalister Rikke Houd & Katrine Nyland på rundrejse i det Sønderjyske og hør finurlige historier om, hvordan sangen har haft betydning for genforeningen set både med det historiske og nutidige perspektiv.
Selvfølgelig vil man også kunne opleve koncerter, foredrag og fællessang. En af de helt store er sangerfesten på Skamlingsbanken den 6. juni. Og får at få genforeningen til at klinge længe, indspiller De Syd- og Sønderjyske Sangkraftcentre i Sønderborg, Haderslev og Esbjerg samt Sønderjyllands symfoniorkester indspiller en fælles CD med ca. 20 værker, der alle relaterer sig til genforeningsjubilæet 1920-2020.
I skolerne fejres genforeningen med et undervisningsmateriale, der trækker på grundfortællingen om sangens betydning for den kulturelle identitet. Materialet til udskolingen er udarbejdet af Videncenter for Sang og Lars Damkjær, Lektor på Sønderborg Statsskole har udarbejdet undervisningsmateriale til ungdomsuddannelserne.
Om Sangen Genforener
Sangen Genforener 2020 er blevet til i samarbejde med Sangens hus og Genforeningen 2020, og støttes af Kulturministeriets og Folketingets pulje til markering af Genforeningsjubilæet 2020, Region Syd, Grænseforeningen, Augustinus Fonden & William Demant Fonden.
Nysgerrig efter at høre mere
Vil du høre mere om Genforeningen 2020 kan du kontakte Genforeningssekretariatet på kontakt@genforeningen2020.dk.
Er du mere nysgerrig på programmet for Sangen Genforener kan du kontakte projektleder Helle Ohrt på telefon 30 57 29 10 og e-mail helle@sangenshus.dk.