Frivillig sangleder til nyt projekt i Odense
Vi er næsten i mål med rekrutteringen af frivillige sangledere til et helt nyt projekt, men vi mangler lige en enkelt i Odense. Kender du én, der måske har lyst til at sætte sig selv i spil i meningsfulde musikalske møder – eller er det her måske dig?
Kan du synge og spille klaver til, og har du lyst til at prøve kræfter med, eller lyst til at blive bedre til at lede et sangfællesskab? Vi har brug for dig i det nye projekt SANGFÆLLESSKABER FOR ALLE. Vi vil synge sammen og møde hinanden, og du får en fritidsuddannelse, træning og coaching som sangleder. Din indsats er frivillig og gør en forskel, fordi vi bruger sang og frivillighed til at skabe positive fællesskaber.
Det får du:
- En fritidsuddannelse som frivillig sangleder. Uddannelsen foregår hos Sangens Hus i Herning, og du modtager diplom for gennemført uddannelse
- Sparring og coaching på din rolle som sangleder samt adgang til film og online-materiale med videndeling, formidling og inspiration for frivillige sangledere
- Indflydelse på udformningen af vores nye korsangbog
- Adgang, transport og forplejning ved nationalt korstævne for 10 sangfællesskaber i marts 2021
- Netværk til bl.a. sangere, sangfællesskaber, sangkonsulenter og sangkraftcentre i hele landet
Det har vi brug for:
- At du kan synge rent
- At du kan spille klaver eller eventuelt guitar, mens andre synger til
- At du har mod på og kan lære dig selv nye sange
- At du vil gøre alt hvad du kan for at være til stede i sangfællesskabet 12 gange af halvanden time pr. halvår. Du får indflydelse på hvornår Sangfællesskabet mødes. Det kan være mandag eller tirsdag eftermiddag om muligt gerne kl. 15:30-17 på Lærdansk, Østergade 32, 5000 Odense. Datoerne aftaler vi sammen med dig. Enkelte af sangmøderne kan foregå som en syng med-koncert f.eks. på en virksomhed/organisation i nærheden
- At du vil træde i karakter og løfte lederrollen i sangfællesskabet i samarbejde med to andre unge sangledere
- At du vil gøre alt hvad du kan for at deltage i de 6 workshops, som udgør sanglederuddannelsen. Workshoppene er fordelt over 5 halvår fra januar 2019 til juni 2021 – efter aftale bl.a. med dig.
- Vi håber, at du vil deltage i hele projektperioden og uddannelsen fra januar 2019 til juni 2021. Herefter fortsætter sangfællesskabet, gerne sammen med dig.
- Vi har allerede fundet to unge sangledere og har brug for en sangleder, som evt. er lidt ældre, gerne med fast base i Odense. Jeres musikalske profiler kan supplere hinanden, for I er ikke alene.
Det ordner vi:
- Alt praktisk omkring sangfællesskabet og uddannelsen af sangledere
- Rekruttering af sangere og kontakt til virksomheder/organisationer ang. cafe/syng med-koncerter
- Hjemmeside, proceshåndbog, korsangbog, korstævne og film
Flere informationer og kontakt:
Du kan læse mere om Sangfællesskaber for alle, som projektet hedder, HER
Ring snarest og få en snak med projektleder Mette Thue, mobil: 27 12 27 66.
Vi skal snakke om muligheder, sangfællesskabet, projektet, dig og sangen/musikken og dine og vores forventninger til rollen som sangleder. I december vil vi invitere udvalgte ansøgere til en lille optagelsesprøve, som foregår på Lærdansk Odense, Østergade 32, 5000 Odense.
Projektet
Sangfællesskaber for alle er et samarbejde mellem TrygFonden, Lærdansk, Sangens Hus og Sangkraftcentrene i Danmark. Pilotfasen starter i januar 2019 med sangfællesskaber på Lærdansk i henholdsvis Aarhus, Odense og Herning. I januar 2020 starter yderligere 7 sangfællesskaber rundt om i Danmark.