Christian Fris-Ronsfeld: Vi skal have mere musik, kunst og kultur på skoleskemaet
Tilbage til oversigten

Christian Fris-Ronsfeld: Vi skal have mere musik, kunst og kultur på skoleskemaet

TEMA: SANGGLADE MENNESKER

Mød kunstnerisk leder Christian Fris-Ronsfeld fra Mariagerfjord Korskole, som allerede fra barnsben fik sig en helt særlig oplevelse i mødet med nogle af musikkens største gaver. I dag arbejder han selv for, at især flere børn og unge i Mariagerfjord Kommune kommer i berøring med kulturen.

Som 6-årig begyndte Christian Fris-Ronsfeld, der til daglig er kunstnerisk leder af Mariagerfjord Korskole og korleder for Mariagerfjord Pigekor, Juniorkor, Drengekor og Juniordrengekor, at spille klaver og synge i børnekor. Det var også i den alder, at Christian var med til at opføre ”Carmina Burana” i slottet i Kiel. Koncerten blev ikke alene opført af Christian og det børnekor, som han var en del af via sin skole, men også af professionelle musikere fra Kiel. For Christian var det en helt særlig oplevelse.

– Der var så mange professionelle musikere og så velklingende musik omkring mig på scenen. Her var jeg ikke publikum, men jeg var en del af den vellyd og smittende energi fra de musikere, der bare gav den alt, hvad de havde til musikken. Der findes ikke nogen større oplevelse som uerfarent barn end at blive udsat for professionelle musikere, der spiller ved siden af dig og med dig. Det er en oplevelse for livet, fortæller Christian Fris-Ronsfeld.

“Det smukkeste er jo, hvis vi alle sammen får hårrejsende gåsehud sammen.”

– Christian Fris-Ronsfeld

Vi dyrker kunst, musik og kultur for at skabe fællesskab, fordybelse og nydelse

For Christian Fris-Ronsfeld kan et sådant møde mellem amatørsangere og professionelle musikere være altafgørende for børns videre interesse for og glæde ved musikken. Netop det brænder Christian for at være med til at gøre til virkelighed for især mange børn og unge i Mariagerfjord Kommune, hvor han også underviser i teori-hørelære og klaver på Mariagerfjord Korskole.

– Jeg er dybt optaget af at fremelske musikalitet i andre mennesker. Det smukkeste er jo, hvis vi alle sammen får hårrejsende gåsehud sammen. At se dem smile. Når sangere og musikere føler, at det er noget helt enestående, vi har gang i. At vi skaber minder sammen. Mindeværdige oplevelser, vi kan bære rundt med os resten af livet, som inspirerer til at frigøre vores kreativitet. Det er jo farvepaletten i vores liv og hele grunden til, at vi dyrker kunst, musik og kultur. At vi har fællesskab, fordybelse og nydelse, fortæller Christian.

“Der er ikke nogen, der bliver tvunget til at synge. Men der skal være muligheder, tilgang og adgang for alle.”

– Christian Fris-Ronsfeld

Ifølge ham findes der flere måder at få kulturen ind under huden på børnene.

– Det skal være inkluderende og interaktivt, så børnene også selv kan spejle sig i de rollemodeller, der kommer forbi. Det kunne for eksempel være et fællessangsarrangement. Det er den ene vej at gå. Her kan man spejle sig i, at det er den samme type, som leverer kulturen. Men det kan også være den omvendte vej. At du sætter nogle professionelle i spil med noget dybde for at flytte deres horisont. For eksempel hvis du hører et professionelt symfoniorkester, som spiller på en skole. Jeg tror da aldrig, at børnene kunne have tænkt sig frem til sådan en vellyd og sådan en vibrerende lyd, der går igennem skolelokalerne, fortæller Christian.

Mulighed, tilgang og adgang til kulturen for alle

Som sangkraftcenter er man talerør for kulturen i en kommune og lokalmiljøet, mener Christian Fris-Ronsfeld. Et sangkraftcenter kortlægger ifølge ham, hvor der er behov, og hvor der opstår nye muligheder. Derfor ønsker Christian også, at sangkraftcentrenes rolle bliver udnyttet endnu mere i lokalmiljøet.

– Så nærmest hvert eneste lokale kirkekor eller kor i folkeskolen bliver medlem eller indskrevet på en aktørliste i et sangkraftcenter. Så man altid har styr på, hvad der rører sig i kommunen, og hvad den enkelte borger har behov for. Så de kan lave ’public service’ for hver eneste borger, der har lyst til at komme i berøring med kultur. Der er ikke nogen, der bliver tvunget til at synge. Men der skal være muligheder, tilgang og adgang for alle, siger han.

Her ser Christian også et større potentiale for musikken og kulturen i Danmark. Sang, musik og kultur skal være et ’must have’ på dagsordenen og på skoleskemaet.

– Det skal helst starte så tidligt som muligt i så naturlige omgivelser som muligt. Et godt sted at starte ville så være i skolen. Fordi der er skolepligt i Danmark, kommer man jo tidligt i berøring med noget, der er sjovt, og som ikke er en fyldestgørende 4 timers workshop. Men bare sådan i dagligdagen. For eksempel med morgensang som en naturlig start på dagen. Eller at have en særlig sangdag – ja, ligesom det faktisk allerede sker på mange skoler. Det skal ikke være skemalagt, men det bliver simpelthen nødt til at være tænkt ind, at det gør mennesker mere farverige, afslutter Christian.


Tilbage til oversigten