Tilbage til oversigtenNyt koncept skal træne hjerne og krop hos mennesker med tidlig demens
Region Syddanmark støtter videreudvikling af træningskonceptet SANS. Sangens Hus og DGI står bag projektet, der udvikles til mennesker, som ofte står uden for traditionelle træningstilbud.
SANS 2.0 bliver et nyt tilbud til en gruppe borgere, som ofte oplever, at mulighederne for relevante og inspirerende træningstilbud bliver færre. Projektet er udviklet af DGI og Sangens Hus og har fået navnet SANS 2.0, da det er en videreudvikling af træningskonceptet SANS, som de samme parter står bag.
Mellem to tilbud
Det oprindelige SANS-koncept blev udviklet til friske og rørige seniorer op til 75 år. Derudover findes konceptet ’Erindringsdans’, udviklet af Alzheimerforeningen til borgere med demens på plejecentre.
Med SANS 2.0 vil DGI og Sangens Hus nå den voksende gruppe, der typisk befinder sig mellem de to eksisterende tilbud: ældre borgere med begyndende demens samt ældre, som oplever andre mindre kognitive eller fysiske/motoriske funktionsnedsættelser.
Projektet tilpasses deres specifikke udfordringer og kombinerer sang, dans, musik og bevægelse i en glædesfyldt motionsform. Målet er at styrke både kognitive og fysiske funktioner og samtidig øge livsglæden og fællesskabsfølelsen.
“SANS 2.0 rammer lige ned i noget af det, DGI arbejder for hver dag: at skabe stærke fællesskaber gennem bevægelse. Sammen med Sangens Hus forener vi dans, sang og musik i aktiviteter, der kan bidrage til både fysisk, mental og social sundhed. Projektet giver flere ældre mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber, styrker livskvaliteten og kan være med til at skabe flere gode leveår. Det gælder også mennesker med begyndende kognitive udfordringer, som ofte står uden for traditionelle aktivitetstilbud” fortæller Gitte Nygaard Andersen, Idrætsansvarlig konsulent for DGI Dans.
Musik som vej til aktivitet og trivsel
I et samfund, hvor vi lever længere, ønsker DGI og Sangens Hus at imødekomme efterspørgslen fra de borgere, der ofte falder mellem to stole, fordi deres udfordringer gør det svært at deltage i traditionelle træningstilbud.
SANS 2.0 bygger på forskning og erfaringer, der peger på, at kunstneriske og musikalske aktiviteter kan have positive effekter på sundhed, trivsel og social deltagelse blandt ældre borgere. Det er bl.a. en af grundene til, at Region Syddanmark støtter projektet, som formand for Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, Poul Erik Jensen, udtaler: Pressemeddelelse 3/11-26
”SANS 2.0 bygger videre på erfaringer, der allerede har vist den gode effekt af sang, musik og bevægelse hos ældre borgere. Projektet giver et konkret bud på, hvordan vi kan styrke kognitive og fysiske funktioner samt bidrage til bedre trivsel og livskvalitet hos ældre borgere med demens og andre funktionsnedsættelser. SANS 2.0 er et godt eksempel på, hvordan vi i Region Syddanmark målrettet har støttet kulturinitiativer, der skaber trivsel.”
Syv steder i Syddanmark
I løbet af 2027 gennemfører syv sangkraftcentre i hhv. Assens, Faaborg-Midtfyn, Tønder, Sønderborg, Haderslev, Esbjerg og Kolding testforløb sammen med kommunale partnere.
Lokale instruktører uddannes i konceptet, og erfaringerne bruges til at videreudvikle SANS 2.0 og danne grundlag for en færdig manual, så indsatsen kan udbredes bredere i Danmark i de kommende år.
Projektets effekter evalueres i samarbejde med Enhed for Sangforskning ved Aarhus Universitet og Center for Music in the Brain. Formålet er både at undersøge deltagernes oplevede trivsel og de sundhedsmæssige gevinster.
”Vi glæder os meget til samarbejdet med en bred kreds af partnere og eksperter på området. Vi har gode erfaringer med netop at samarbejde bredt i denne type projekter – det giver klart de bedste resultater både ift den indsats, der udvikles, og ift at projektet kan fortsætte på den lange bane” udtaler Lasse Skovgaard, programleder for Sang og sundhed i Sangens Hus.
Fakta om SANS 2.0
- SANS 2.0 er en videreudvikling af det eksisterende SANS-koncept. SANS 2.0 udvikles af Sangens Hus og DGI og er målrettet ældre borgere med begyndende demens eller andre kognitive og/eller fysiske/motoriske funktionsnedsættelser. Det kombinerer sang, musik og bevægelse i en demensvenlig aktivitet.
- Projektperioden løber fra 1. juli 2026 til 31. december 2027.
- Ca. 15 instruktører uddannes til at varetage SANS 2.0, og der oprettes syv hold i Region Syddanmark, som tester forløbene i foråret og efteråret 2027.
- Projektet gennemføres i samarbejde med DGI, Alzheimerforeningen, Sangkraft Assens, Den fynske Sangskole (Faaborg-Midtfyn), Tønder Kommunes Sangkraftcenter, Det sønderjyske Sangcenter, Haderslev Sangakademi, Esbjerg Sangakademi, Sangkraft Kolding samt kommunale partnere i Region Syddanmark.
- Projektet evalueres i samarbejde med Aarhus Universitet, Enhed for Sangforskning og Center for Music in the Brain.
- Projektet er støttet af Region Syddanmark med 1.190.189 kr.
Kontakt
Lasse Skovgaard, programleder for Sang og sundhed, Sangens Hus: lsk@sangenshus.dk / 30 57 30 41
Foto af Gitte Nygaard Andersen: Christina Vind Haahr.
Tilbage til oversigten