Thisted-børns møde med ’rigtige’ kunstnere
Tilbage til oversigten

Thisted-børns møde med ’rigtige’ kunstnere

Mette Thue, projektleder og kommunikationsmedarbejder i Sangens Hus, var med da Thisted-afdelingen af projektet Verdens Vinde kulminerede med en koncert på Rolighedsskolen. 4A og 4B optrådte med egne værker. Bagefter fortalte elever og lærere om deres oplevelser og erfaringer i det store huskunstnerprojekt, som er en videreførelse af projektet De fire vinde.

”Det har været en sjov og spændende oplevelse at få besøg af en rigtig forfatter og en god musiker. Det er spændende, fordi de er professionelle, og det er ikke som normale musiktimer, for her var vi selv med til at lave sangene,” fortæller Jacob Rokkjær Løgsted, der er 10 år og går i 4B.

Klassekammeraten Anne Munkholm Kloster er enig:

”Det er ret vildt, at det lige præcis er os og vores skole og klasse, der har fået lov at være med. Cecilie havde jo lavet noget ved vores tekster, og så kunne vi sige noget til det, og så kom det med i sangene. Så kom Kirsten og hun fik melodien til at fungere. Det er ret vildt og megaspændende,”

”Ja, da vi hørte Cecilies tekster og Kirstens musik, så var vi helt lammede af begejstring,” supplerer Julie Mose, der er 10 år og går i 4A.

Alle børn fra 4A og 4B på Rolighedsskolen i Thisted har netop mødt forfatter Cecilie Eken og komponist Kirsten Juul Seidenfaden gennem huskunstnerordningen og projektet Verdens vinde. Sammen har skolebørnene og de to kunstnere haft en kreativ proces over længere tid, hvor børnene skrev sangtekster sammen med børnebogsforfatter Cecilie Eken til historien Den milde vind. Siden komponerede de musik sammen med komponist Kirsten Juul Seidenfaden, der også underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Projektet mundede ud i to workshopkoncerter, hvor hele skolen og forældrene oplevede børnenes sange, deres glæde, stolthed og engagement over mødet med de professionelle kunstnere.

Sangens Hus har varetaget projektledelsen ved Peter Frost. Projektet er gennemført i samarbejde med Thy Sangskole og støttet af Huskunstnerordningen under Statens Kunstfond.

Magi og fællesskab
Børnene startede med et forløb om Cecilie Eken og læste hendes bøger Mørkebarn og Det levende sværd. Ludvig Juul Christensen, der går i 4A, er 11 år og stolt over besøget.

”Lige efter forløbet om Cecilie Eken var vi rigtig glade for det. Da vi så fik at vide, at hun skulle komme, var vi helt oppe at køre. Så kom Kirsten. Hun er sådan en kongelig musikskriver, og så kommer hun her til vores skole.”

Også underviserne har bidt mærke i betydningen af, at børnene føler sig udvalgt:

”Børnene var fulde af beundring og lidt startstrucked over mødet med Cecilie Eken, og forventningerne var høje, for jeg synes også, hun er fantastisk,” siger Malene Kjeldahl Larsen, der er dansk- og klasselærer for 4A, og fortsætter:

”Med processen og kunstnerne er der blevet tilført os noget, der er blevet drysset noget magi på hele skolen. Og selv om man bor i Thisted, så kan man godt blive udvalgt til noget særligt,” siger Malene Kjeldahl Larsen. Hendes kollega tilføjer:

”Ja vi har fået et kraftcenter med de mennesker, der har så meget energi, og det smitter. Det er blevet sådan en fællesoplevelse, som vi alle sammen har – også sammen med forældrene,” siger Annette Frøkjær Christensen, der er dansk- og klasselærer for parallelklassen 4B.

”Så kan forældrene også se, hvad det er, vi har lavet, og det kan være svært at formidle. Så jeg tror også, forældrene har fået en stor oplevelse i dag,” siger Malene Kjeldahl Larsen.

Fra venstre nederst: Julie Mose, 10 år, 4A, Anne Munkholm Kloster, 10 år, 4B, Jacob Rokkjær Løgsted, 10 år, 4B og Ludvig Juul Christensen, 11 år, 4A. Fra venstre øverst Annette Frøkjær Christensen, dansk- og klasselærer for 4B og Malene Kjeldahl Larsen, dansk- og klasselærer for 4A.

Lærte at det er nemt
I mødet med de professionelle har børnene fået indsigt i en forfatters arbejdsproces og mødt komponisten, der brænder for musikken og set, hvordan hun kan dirigere den færdige musik. Da børnene først opdagede, at de kunne digte, begyndte de at lade sig inspirere bl.a. sprogligt.

”Børnene fandt ud af, at de kan skrive sange, og at det kan bruges. Og så fik vi øje på en masse. Så begyndte de at se andre slags rim f.eks. til morgensang. De har fået vækket nysgerrigheden på sproget,” siger Malene Kjeldahl Larsen.

Lærerne mener, at det har været en særlig oplevelse for børnene at møde og lære af mennesker, der lever af kunsten:

”Jeg tror, det er meget inspirerende at se nogle, der virkelig mestrer det, de laver. De kunne få børnene til at yde så meget. Børnene har set nogle, der virkelig er dygtige og passionerede og har noget på hjerte. Man ser tit denne her middelmådighed. Men det her er utrolig inspirerende,” siger Annette Frøkjær Christensen, og børnene er enige:

”Det har været meget spændende at lave det selv og at have besøg af nogle, der er professionelle med det de gjorde. Når man ser i vores sanghæfte, så ser man, det er Cecilie Eken, der har skrevet det, og vi har været med til at lave det. Det er rigtig godt, helt vildt godt. Man er en del af noget stort,” siger Ludvig Juul Christensen, og Anne Munkholm Kloster uddyber:

”Når vi har skrevet før, så var det svært, men det var ikke svært sammen med Cecilie. Det var nemmere at finde på noget her, og det behøvede ikke at rime,” fortæller Anne Munkholm Kloster.

”Man måtte selv finde på. Der var ikke nogen krav, og man måtte gerne skrive forkert,” tilføjer Jacob Rokkjær Løgsted.

Anne Munkholm Kloster synes arbejdet med komponisten var sjovere, mere spændende og mere engagerende end musiktimerne:

”Kirsten dansede, og man ville hellere synge med. Her kunne man bare lige komme med en ide, så kom det med i sangen. Der var ikke dårlige ideer,” fortæller Anne Munkholm Kloster, og Ludvig Juul Christensen tilføjer:

”Kirsten prøvede ideerne af og lagde noget på, f.eks. var der nogle, der syntes, sangen skulle være hurtigere og nogle der syntes, den skulle være langsommere,” siger han.

Kirsten Juul Seidenfaden dirigerer 4A og 4B fra Rolighedsskolen.

Professionel, proces og bearbejdning
Der har været god læring for børnene i processen og mødet med den professionelle faglighed. Lærerne har tit haft udfordringer med at få børnene til at bearbejde deres tekster, men gennem mødet med kunstnerne forstod børnene vigtigheden af tålmodighed, vedholdenhed og at arbejde i dybden.

”Cecilie fortalte børnene, hvordan hun nogle gange har krøllet papiret sammen og smidt det fra sig, og børnene opdagede, at det at være forfatter er en proces,” siger Malene Kjeldahl Larsen.

”Man skal gøre sig umage og være flittige, det er en god morale. Det er ikke bare noget, der kommer flyvende. Vi slås lidt med at få børnene til at forbedre det, de har lavet, men Cecilie kunne få dem til det,” fortæller Annette Frøkjær Christensen, og det bevidner Anne Munkholm Kloster:

”Jeg har lært noget om, hvordan man ser på en stil, at man ikke skal tænke på, at det er kedeligt, og man ikke skal se negativt på lektier,” siger Anne Munkholm Kloster.

Hvorfor er det vigtigt for jer, at det var en rigtig forfatter og en rigtig komponist?

”De ved lidt mere om det,” siger Julie Mose.

”De er sikre på, hvad de gør,” siger Jacob Rokkjær Løgsted.

”De har jo prøvet det før, så de var rigtig gode til det,” siger Ludvig Juul Christensen, og Anne Munkholm Kloster tilføjer:

”Det er ligesom H.C. Andersen, ham kender alle. Kirsten og Cecilie er jo også kendte. Vi kendte dem ikke, men det er der helt sikkert andre, der gør,”

”Det her er noget, man ikke kommer til at prøve igen. Men hvis man bliver god til noget, så kan man gøre folk glade, ligesom de har gjort os glade,” siger Julie Mose.

Ejerskab
Børnenes glæde ved og ejerskab til sangene og koncertworkshoppen er slående:

”Det er en oplevelse, man kan huske på hele livet, for vi har selv lavet det helt fra bunden,” siger Anne Munkholm Kloster, og Julie Mose tilføjer:

”Det er ligesom, når man planter en gulerod og dyrker den, og når man så selv spiser den.”

”Vi har brugt så mange timer på at øve de her sange, så kan man vise det for hele skolen, og de vil kunne lide det,” siger Ludvig Juul Christensen.

”Ja, og det er vildt at stå oppe på scenen og synge det, man selv har skrevet,” tilføjer Anne Munkholm Kloster.

Det var en stor oplevelse for børnene at kunne genkende deres eget bidrag til sangtekster og melodier, og det var tydeligt ved koncerten, at det var deres sange.

”Det er vores melodier og vores ord, og man kan genkende sig selv i sangene,” siger Julie Mose.

”Så ved man, man har været med. Og det kan være, der er folk, der begynder at synge vores sange,” siger Anne Munkholm Kloster.

”Det man har skrevet, kan bruges til noget, og det bliver ikke glemt,” filosoferer Julie Mose.

”Man er blevet en del af det,” siger Ludvig Juul Christensen, og fortsætter: ”Og så er det også lige som at være i et kor.”

Børnene var sammen om at synge de syv sange, der indrammede fortællingen om Den milde vind, og de var grebet af stemningen og hvor godt, det lød.

Kirsten Juul Seidenfaden dirigerede de to workshopkoncerter med 4A og 4B fra Rolighedsskolen. Peter Frost th var fortæller og musiker Anders Møller akkompagnerede på klaver tv.

Dannelse i skolen
Hvilken betydning har det, at børnene har mødt professionelle kunstnere?

”Der er ikke mange, der kender producerende kunstnere, så det er jo noget af det smukke i livet, at man kan møde nogen, der lever af det smukke og det skønne, og nogen, der giver os glæde,” siger Annette Frøkjær Christensen.

”Det er ikke sikkert, at alle oplever kunst, så det er en måde at møde kunst og kultur, og det går jo godt i tråd med skolens dannelsesopgave. Vi har en kæmpe opgave der. Kunst og kultur tilfører noget særligt, nemlig følelser og oplevelser,” siger Malene Kjeldahl Larsen.

Lærerne mener, at mødet med kunstnerne har resulteret i virkeliggørelsen af to smukke workshopkoncerter og tilført dem et helt særligt element og en særlig stemning.

At dømme efter forældrenes tegn på engagement, følelser og oplevelse ud fra mængden af knipsende og filmende telefoner under koncertworkshoppen samt en øredøvende og langvarig klapsalve, så var de begejstrede og berørte over det høje niveau og den kunstneriske helhed fremført af de 47 glade børn fra 4A og 4B på Rolighedsskolen i Thisted.

Måske kan man kalde det særlige ’magiske drys’ for autenticitet og kunstnerisk niveau. For selv om vi som mennesker ikke altid kan sætte ord på vores oplevelser, så kan vi mærke forskellen, når vi møder kunsten.

Stort og ubeskriveligt
Lærerne har mange roser at give videre:

”Alle, der har været med i denne her proces, har haft en fantastisk måde at møde børnene på, og det skal de have ros for. Det har været et rigtig godt møde mellem børn og voksne,” siger Malene Kjeldahl Larsen, og Annette Frøkjær Christensen tilføjer:

”Noget som børnene også har betonet er, at vi er blevet udvalgt. Det her er ikke bare sådan noget, der kommer til alle skoler. Det er heldigt eller tilfældigt, men vi er blevet udvalgt. Børnene er også benovede over, at kunstnerne kommer helt fra København,” siger hun.

For lærerne har huskunstnerprojektet været en sjov proces og et stort projekt på alle måder, for de var ikke helt klar over, hvor omfattende og tidskrævende projektet ville blive.

”På skolen er vi i en virkelighed, hvor det er essentielt, at der er en tovholder, der sætter rammerne for projektet som Peter Frost [projektleder fra Sangens Hus],” siger Malene Kjeldahl Larsen.

”Ja, projektet har taget mange timer, og vi kan ikke tage mere ind. Men når man ser børne på scenen i dag, så har det været det hele værd,” siger Annette Frøkjær Christensen.

Begge lærere er enige om, at de både har mod på at deltage i et lignende samarbejde og i et huskunstnerprojekt en anden gang.

Børnene har også haft en stor oplevelse og fået åbnet musikken og litteraturens verden. Og denne varige forandring gør blot de fire adspurgte elevers afslutningsreplik endnu mere underfundig:

Hvis i skulle sætte ét ord på det, I har oplevet, hvad er det så?

Anne Munkholm Kloster svarer prompte: ”Ufatteligt.”

Børnene taler lidt sammen, og Anne Munkholm Kloster konkluderer: ”Det er ubeskriveligt, det er vi alle sammen enige om.”

Baggrund
Verdens vinde er et huskunstnerprojekt fra 2017, hvor skolebørn fra 4. klasser i hhv. Thisted, Frederiksberg, Gentofte og Esbjerg har lavet sangtekster og melodier til fire historier. Historierne er skrevet af elever fra andre 4. klasser, idet projektet, Verdens vinde, udspringer af et tidligere huskunstner projekt, De fire vinde.  

Det første huskunstnerprojekt De fire vinde blev gennemført med deltagelse af skoler på Frederiksberg i foråret 2016 ligeledes faciliteret af Sangens Hus ved projektleder Peter Frost og finansieret gennem Huskunstnerordningen ved Statens Kunstfond.

Artiklen ’Samarbejde styrker musiklæreruddannelserne’ beskriver den musikpolitiske hensigt med projektet De fire Vinde, og artiklen er ligeledes at finde i december-nyhedsbrevet 2017 fra Sangens Hus.


Tilbage til oversigten