‘Små Synger Sammen’ er fællesskab i stor stil
Sang og glade børn sprudler i mange danske daginstitutioner til forskellige ’Små Synger Sammen’-initiativer rundtomkring i landet. Den årlige sangdag giver både glæde, ny læring og gejst for både børn og voksne.
På Herning Bibliotekernes ’Platform’ klumper over hundrede små barnerumper sammen. En dæmpet summen af stemmer fylder rummet.
”Har I øvet sangene hjemme i børnehaverne?”, spørger Julie Kold Vilstrup, der er en af de to sangkonsulenter fra Den Jyske Sangskole, som står for ’Små Synger Sammen’ på Herning Bibliotekerne. Straks udstøder børnene i kor et ”ja!”.
I dag er nemlig børnenes sangdag. Hvert år den anden torsdag i september samler børnehaver, dagplejer og vuggestuer fra alle dele af landet godt 10.000 børn forskellige steder for at synge.
Børnene er en del af en forestilling
Temaet er i år ’Havets dyr’, og i den anledning er de to sangkonsulenter, Julie Kold Vilstrup og Stine Bundoline Dam Pedersen, iklædt havblå dykkerbriller og pink badevinger i bedste ’Frost’-stil.
Der lyder et ‘blop’.
”Hov, hvad er det for en lyd? Jeg synes, jeg så en fisk,” udbryder Julie Kold Vilstrup og peger på væggen dekoreret med vedbendblade, som var vi under havets overflade.
”Hvordan lyder en haj?”. En pige med lyse lokker står på tæer og rækker sin finger langt op i vejret. Og hun er ikke den eneste. ”Den siger ’haps, haps’.” I en ruf gentager Julie Kold Vilstrup og børnene lyden, mens alle klapper deres arme og hænder mod hinanden. På skift vælger børnene et havdyr, som de i fællesskab udtrykker med lyd og fagter. Mens de synger sangen ”Under havet” genbruger de lyde og fagter på de havdyr, som de lige har gennemgået.
Anni Lauritsen, der dagligt arbejder som bibliotekar på Herning Bibliotekerne, er begejstret for dagen.
”Jeg har helt ondt i kinderne af at smile, fordi det er så hyggeligt. Det er nærmest en halv times show med inddragelse af børnene. Og vi er rigtige glade for samarbejdet med Den Jyske Sangskole. Det går virkelig op i en højere enhed med Stine og Julie, som styrer det,” fortæller hun.
Det motiverer at gøre børn (sang)glade
Ofte samarbejder sangkraftcentre med biblioteker, kirker og andre kulturhuse i landets kommuner om at stable en fælles ’Små Synger sammen’-dag på benene.
I Viborg Kommune ser sagen lidt anderledes ud. Her arrangerer Unoden – et musisk børnehus – sangdagen. Det er bl.a. pædagogerne, Tanja Helstrup Frost, Benita Krogh Christiansen og Dorthe Bundgård Nielsen, der hvert år underholder og synger for og med førskolebørn fra hele kommunen på Hovedbiblioteket i Viborg. Sidste år deltog 150 børn. I år er 400 børn dukket op for at være med til ’Små Synger Sammen’ i Viborg.
”Det er vigtigt, at det er sjovt, og der også er humor indover. Derfor tænker vi altid udklædning og dramatisering ind i programmet,” siger Tanja Helstrup Frost.
”Vi tænker også på ting som venskaber, og hvad der er vigtigt, at børn lærer. Alt fra rim og remser til puls og rytme. Og dannelse,” supplerer Benita Krogh Christiansen.
Tanja Helstrup Frost og Benita Krogh Christiansen fortæller, at det motiverer dem at lære fra sig og se de mange glade øjne og kæmpe smil, de får fra børnene.
”Man har noget sammen som børnehus. Noget at være fælles om. Det er fedt at lære fra sig og vise, at sang bare gør så glad,” siger Tanja Helstrup Frost.
Udviklingschef, Heidi Kudahl, fra Sangens Hus, genkender pædagogernes oplevelse af arbejdet med sangdagen.
”Faktisk hører vi om mange steder, hvor det fælles projekt med at planlægge og gennemføre ’Små Synger Sammen’ også er et boost til samarbejdet og arbejdsglæden,” fortæller hun.
Vi får modige og stærke børn
Tilbage på ’Platformen’ på Herning Bibliotekerne svajer og klapper hvert et barn med på sangen ”Tre små fisk”.
Lyden af ”vigada, vugada, vigada, vugada vum bum bej” strømmer ud af de mange børnemunde, mens en dreng på forreste række hopper op og skråler lidt ekstra på de tre sidste ord.
’Små Synger Sammen’ er en del af projekt Sangglad, og sangdagen har mange positive effekter.
”I Sangens Hus vil vi gerne bidrage til, at både børn og voksne har det godt i Danmark. Overordnet kan man sige, at børn, der deltager i sangaktiviteter i grupper, får et mere positivt billede af sig selv og deres relation til andre. Sang og musik gør børn mere modige og stærke i mødet med ukendte og overraskende oplevelser,” afslutter Heidi Kudahl.
I Herning er sangoplevelsen ved at være færdig. Børnene rejser sig, tager hinanden i hænderne og synger den faste afslutningssang.
”Ikke mere musik for denne gang, pas godt på dig selv til næste gang, vi holder hinanden i hånden, og siger TAK for i dag.”
Besøg Sangglads hjemmeside og find mere info om ‘Små Synger Sammen’ og projekt Sangglad.