fbpx
Nøglen til den danske sang

Nøglen til den danske sang

Plug and sing! – nu er det lidt lettere at arrangere fællessang på skolen.

”Nøglen til den danske sang” er et nyt tilbud tiltænkt folkeskoler og friskoler – men andre må også være med. Projektet er skabt af den danske jazzpianist Mads Bærentzen med støtte fra Dansk Musiker Forbund og lanceres i samarbejde med Sangens Hus. Formålet er at få sat fokus på det at synge sammen – vel at mærke også på de skoler, hvor man måske ikke lige har en sangstærk lærer eller rutineret akkompagnatør til at stå i spidsen for fællessangen. ”Nøglen til den danske sang” giver lærerne mulighed for på lettest tilgængelige vis at kunne skabe rammen for fællessangen i skolen, i klasselokalet eller til fællessamlinger.

HVORDAN FUNGERER DET?
Kort fortalt går det ud på, at læreren/skolen køber et login (2 års ubegrænset brug koster 150 kr.) til hjemmesiden nøglentildendanskesang.dk
På forsiden finder man en liste med 50 sange, hvorefter man klikker på den sang, man gerne vil synge. Frem kommer teksten, der projiceres op på smartboard/projektor. Derefter er det bare at trykke på play-knappen – så starter forspillet, og man er klar til at synge.

Om inspirationen til projektet fortæller Mads Bærentzen:
“Jeg har igennem mange år spillet en lang række skolekoncerter som medlem af Aarhus Jazz Orchestra (tidl. Klüvers Big Band), hvor børn fra 3.-5. klassetrin medvirker som børnekor. Der har jeg ved selvsyn et utal af gange oplevet, hvorledes musikken og det at synge sammen har bundet børnene tættere sammen og givet dem helt unikke oplevelser. Jeg har set, hvordan de seje drenge med kasketten på skrå på bageste række er gået fra i begyndelsen ikke at åbne munden til at skråle med af fuld hals, efterhånden som paraderne faldt, og alle er gået derfra en meget stor oplevelse rigere”.