Mit barn er Sangglad
Det er en ganske almindelig dag i en Sangglad børnehave. Børnene skal på legepladsen, og i garderoben stimler flere og flere børn til, der vil have hjælp til at få overtøjet på. En af de voksne begynder at synge ”Først det ene ben, og så det andet ben – træk og hiv…”. Børnene stemmer i samtidig med, at de hver især ben for ben, arm for arm trækker i flyverdragter, huer og vanter.
Sådan et scenarie er ikke ualmindelig at opleve i en af Danmarks over 100 sangbørnehaver. I Sangglad daginstitutioner er dagen nemlig fyldt med sang. Lige fra børnene træder ind ad døren, til de igen tøffer hjem sammen med mor og far, er dagens aktiviteter bygget op omkring sang.
”De synger til samling, de synger, når de leger, når de skal spise madpakker og når de går tur. Det har gjort, at Gustav er kommet nemt ind i fællesskabet og er blevet tryg ved de voksne,” siger Sara, der mor til Gustav i Børnebakken i Esbjerg.
”De synger til samling, de synger, når de leger, når de skal spise madpakker og når de går tur. Det har gjort, at Gustav er kommet nemt ind i fællesskabet og er blevet tryg ved de voksne.”
– Sara, mor til Gustav
Evnen til at lytte og modet til at stå frem
Det er en gave, at sangen fylder så meget, for det er med til at opbygge en helt anden ro og tryghed. Især i de situationer, hvor børnene er lidt mere sårbare, som fx i afleveringssituationen. Det mener Nina, der er mor til Lea og Lily i Sanglærkerne i Greve.
”Vi har oplevet, at børnene har haft en anden lyst til at blive afleveret og være en del af det, der er gang i, fordi der altid enten er musik på, nogen der synger, eller en der sidder med en guitar. Det har vi været så glade for,” siger Nina.
Når børn er en del af et fællesskab, hvor de synger sammen, øver de sig i at lytte og give plads til hinanden. Og lige netop det fokus bidrager til, at børnene bliver mere trygge i hinandens og de voksnes samvær, og det giver plads til, at de individuelt udvikler sig i det tempo, der passer til dem.
Christine, der er mor til Lina og Amanda i Børnebakken i Esbjerg er overrasket over, hvilken udvikling hendes to piger har gennemgået, efter de er begyndt at synge mere i børnehaven og derhjemme.
”Sang har givet mine børn en ballast … Det er børn, der har rykket sig fra at være så bange for at være i sociale sammenhænge, til nærmest bare at stille sig frem og sige ”her er jeg”. Det er så fedt.”
– Christine, mor til Lina og Amanda
”Sang har givet mine børn en ballast. Når de synger, så får de en ro, og de bliver bedre sprogligt og motorisk. Pædagogerne i børnehaven kan også se, hvilken udvikling mine børn har gennemgået. Det er børn, der har rykket sig fra at være så bange for at være i sociale sammenhænge, til nærmest bare at stille sig frem og sige ”her er jeg”. Det er så fedt,” siger Christine.
Sang er et fælles sprog
I børnehaven Fuglereden i Assens er sang ligefrem blevet et fælles sprog, der uanset hvilket sprog man taler derhjemme, og om man er en af de stille eller mere frembrusende børn, hjælper børnene til bedre at kunne forstå hinanden – både når det handler om forstå ord og at forstå følelser hos hinanden.
”Sang er blevet kommunikation på et helt andet niveau, et slags fælles sprog, som vi ved, at dét kan vi sammen. Og med sang får vi også skabt en masse stemninger, hvor vi får gang i hele følelsesregistret. Vi kan synge nogle meget triste sange, og så kan vi synge nogle rigtig glade sange,” siger Lise, der er pædagog i Fuglereden i Assens.
“Sang er blevet kommunikation på et helt andet niveau, et slags fælles sprog, som vi ved, at dét kan vi sammen.”
– Lise, pædagog i Fuglereden, Assens
Sang er nemlig en naturlig udtryksform, og det giver friere rammer til at kunne kommunikere. Det kan være en befrielse for både børn og voksne, at de ikke bundet til et bestemt sprog eller måde at udtrykke sig på.
”En af pigerne fik omkring 2-års alderen noget der mindede om en slags stammen. Og der fandt jeg hurtigt ud af, at når hun sang det, hun ville sige, så var der ikke noget problem. Jeg tror det var en lettelse for hende at opdage, at hun stadig havde sproget, men at det bare faldt hende lidt lettere hvis hun satte en melodi på ordene,” fortæller Nina, mor til Lily og Lea.
Så hvorfor gå i Sangglad institution?
Fordi sang kan noget helt særligt. Sang og musik er naturlige udtryksformer der skaber glæde, energi og fællesskab for alle børn, og som tilmed har dokumenteret positive sideeffekter på en lang række områder fra indlærings- og koncentrationsevne til sociale kompetencer. Sang og det at synge knytter bånd mellem børn og voksne og bygger bro mellem generationer.
At synge sammen åbner for oplevelser, refleksion, samhørighed og kulturel forståelse i forhold til traditioner, højtider, historie og fælles oplevelser.
Skal dit barn også være sangglad?
Vil I også gerne synge mere derhjemme? Så kan I begynde allerede i dag. Sangglad har nemlig udviklet en app, hvor dine børn kan gå på opdagelse i Sangskoven – og de kan også invitere mor og far med. I Sangskoven bor de sangglade venner Tempo og Tone, deres tohovedede hund Dur&Mol, den buldrende Forzando og en masse små noder og unoder. Man kan synge, så blomsterne springer ud, bygge sine egne melodier, få figurerne til at synge flerstemmigt og se sang-tegnefilm med børnesange indsunget af børn.
Vil I også have, at jeres barns pasningstilbud bliver en del af Sangglad, kan I selv være med til at opfordre de voksne i pasningstilbuddet til at undersøge Sangglad mere.
Besøg Sangglads hjemmeside og find mere information.
Hvad er sangglad?
Sangglad er et projekt målrettet børnehaver, som har et ønske om at give sangen en central plads i børnenes dagligdag, men som har brug for sangfaglig opbakning for at komme i gang og for at udvikle og forankre en sangprofil. Nordea-fonden har bidraget til Sangglad med over 16.000.000 kr., og i dag er der over 100 certificerede Sangglad daginstitutioner i hele Danmark. En sangbørnehave en børnehave, hvor personalet kan noget særligt med sang, og hvor sang er en integreret del af hverdagen.
Daginstitutioner der vælger at være med i Sangglad har på forhånd besluttet sig for at de vil skabe en langtidsholdbar sangkultur. I samarbejde med en sangkonsulent fra Sangens Hus arbejder hele personalegruppen på at forankre ny viden og praksis, så man ved projektperiodens afslutning kan drive sin sangprofilinstitution videre ved egen kraft. Derfor bruger Sangglad sangkonsulenter, som foruden den sangpædagogiske faglighed har indsigt i daginstitutionernes virkelighed og arbejdet med de pædagogiske læreplaner, og som dermed er i stand til at give helhedsorienteret sparring til personalegruppen.
Læs mere om Sangglad på www.sangglad.dk.